Til forsiden
Hovedgaden i Lønstrup

Slentre ned ad Strandvejen...
Lønstrups hovedgade snor sig hyggeligt mellem de gul- og hvidkalkede huse. Den byder på gallerier, eksklusive modeforretninger og caféer. De fleste huse er små, men ind imellem skyder en gulkalket bygning et par etager op for at signalere badehotel. Højt over det sidste stykke af Strandvejen kommer de fornemme sommervillaer til syne.

Lønstrups hovedgade hedder Strandvejen. Den snor sig et par km bag klitten ud mod havet. Ofte er her læ, selv om vinden rusker oppe på bakken.

De små gul- og hvidkalkede huse er bygget tæt, og vejen snor sig. I en del af husene er der gallerier, glaspusterier, keramik- og smykkeværksteder.

Her ses også kvalitetsforretninger inden for herre- og damemode, eksklusive skobutikker og en skudehandel, der tilbyder delikatesser fra ind- og udland.

Ind imellem dukker et lille butikstorv op og gør for nogle meter vejen lidt bredere. Måske er der plads til en hyggelig café, hvor du kan nyde en kølig pilsner eller en cappucino, mens livet går sin stille gang.

Bækslugten

De fleste huse er små og trange, men hist og pist skyder en gulkalket bygning et par etager op for at signalere badehotel.

Det ene hotel ligger lige på kanten af "Bækslugten", der blev dannet ved "naturkatastrofen" i 1876. Mindestenen fortæller om episoden, der blev begyndelsen til turismen i Lønstrup.

Ved gelænderet kan man kaste et blik ned i den lille bæk, der dengang blev forvandlet til en brusende elv.

Efter Bækslugten synes den lille by at forandre sig. Den gamle Biograf tager imod på den anden side, knejsende på skrænten med sin mexikanske facade.

Strandvejens sidste stykke rummer især de gamle, lavtloftede fiskerhuse. Flere steder har man bevaret den oprindelige hvide kalkning, som Lønstrup tidligere var kendt for.

Strandvejen ender i havet

Højt over det sidste stykke af Strandvejen kommer de fornemme sommervillaer til syne. Nærmest symbolsk hævet over de ydmyge fiskerhuse ligger de arkitektoniske perler smukt i klitten.

Nederst deler Strandvejen sig i to grene, sådan at forstå, at den rigtige Strandvej oprindeligt gik lige ud og endte med en stejl nedkørsel til bådepladsen ved nuværende Villa Vest.

For nylig er her blevet opført en trappe med udsigtsbænke, hvor man kan krybe lidt i læ og nyde solnedgangen.

Strandvejens nordre arm ender direkte ved den stejle bådeplads, hvor kutterne endnu trækkes op på land.

Torsdag, maj 15 2008

Autentisk by

Lønstrup har en stram lokalplan, der sikrer, at byens autenticitet bevares.

Den gamle Biograf

Her var der indtil for en generation siden biograf. Og det er der endnu -en del af året.
I sommertiden drives der café med levende musik i den karakteristiske bygning.

Flotte sommervillaer

De smukke villaer er opført omkring 1. Verdenskrig. Det rige borgerskab, der hidtil havde indlogeret sig på byens badehoteller, fik nu midler nok til at opføre egne sommerresidenser med den fineste havudsigt.

Kystbeskyttelsen

Ved Lønstrup blev der etableret en kystbeskyttelse efter den voldsomme storm i 1982.
Høfderne virker efter hensigten, og uden dem havde både redningshuset, Villa Vest og Café Havblik ligget på havets bund.

Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT